Alstom sætter produktionen af Coradia Max på pause

af Lasse Toylsbjerg-Petersen | nov 6, 2026 | Internationalt, Rullende materiel

Alstom har primo november offentliggjort det foreløbige halvårssregnskab for regnskabåret 2026-2027. Det er barsk læsning. Alstoms produktion af togvogne (et togsæt på fem vogne tæller som fem vogne og ikke et helt togsæt, for at skabe bedre overblik over tallene) er faldet med omkring 10% i forhold til året før - og det er ikke med vilje. Samtidig er driftresultatet faldet fra plus 6,4% første halvår 2025-2026 til minus 4%. Konkurrenterne i branchen ligger på mellem plus 4 og plus 8%. Alstoms frie likviditet (free cashflow) falder fra positive tal til minus 1,5 mia EUR.

Det er ganske alvorlige tal, og selv om det ikke er så alvorligt som da Alstom var i krise i 2003-2004, hvor den franske stat endte med at købe en ejerandel på 21%, så er det stadig noget, der kommer til at give problemer i de kommende år.

Den helt store synder denne gang er Coradia Max-produktet, der har svært ved at "komme ud over rampen". Toget er i homologeringsfasen, men der er fundet mange fejl og mangler ved de producerede tog, og de skal derfor rettes. Dertil er der opdaget mangler i det planlagte testprogram for toget. Så for ikke at skulle producere nye tog, der efterfølgende risikerer at skulle bygges om, fordi resultatet af test og godkendelsesprocedurer ender med at anbefale dette, er produktionen af Coradia Max standset indtil foråret 2027. Samtidig er første levering til kunderne nu udsat til foråret 2028. Hvornår togene til NAH.SH og Danmark leveres til brug for trafikken mellem Hamburg og Tinglev er fortsat uklart, men det ser ud til at togbussen mellem Flensburg og Padborg (som beskrevet i vores blik på jernbaneåret 2027) bliver en fast bestanddel i den internationale trafik mellem Danmark og Tyskland noget længere end oprindeligt forventet.

Alstom har samtidig meddelt at alle de tyske Coradia Max-projekter under et er blevet tabsgivende. Om den polske kontrakt på Coradia Max også er ramt vides ikke. Selv om det er samme produktplatform så produceres Coradia Stream (DSB IC5) og Coradia Max ikke umiddelbart på samme fabrikker - udover Alstoms fabrik i Salzgitter. Om forsinkelserne i Coradia Max, det indførte produktionsstop og især de afledte effekter heraf for underleverandører til produktplatformen vil påvirke DSB's IC5 tog også er endnu for tidligt at sige.

Efter udmeldingen er Alstoms aktiekurs dykket 26% og ligger nu lidt over 11 Euro per aktie. Da Alstom overtog togdelen af Bombardier (som Bombardier valgte at sælge på grund af en likviditetskrise for Bombardiers flyproduktionsforretning), lå aktiekursen over 33 Euro per aktie.

Lasse Toylsbjerg-Petersen

Lasse Toylsbjerg-Petersen

Ejer af Tolpe Consult, Bestyrelsesmedlem ETA Industries og Dansk Jernbane-Klub. Mere end 30 års erfaring med forbedringsforslag til den danske jernbane. Hos ProBane fokuserer Lasse på nyheder, der kan forbedre jernbanen i Danmark.

Share This