Hvem er vi
ProBane er Danmarks nyeste medie, der fokuserer på nyheder om jernbanen. Fokus ligger især på udviklinger inden for rullende materiel, infrastruktur og transportpolitik, men også internationale nyheder med relevans for den danske jernbaneindustri bliver dækket.
Efter at have søgt efter et moderne, digitalt nyhedsmedie om jernbanen i Danmark uden held, fandt vi tre sammen om at skabe det selv. Vi er alle tre professionelle inden for jernbanebranchen, men i tre forskellige områder. Vores viden komplementerer hinanden, og er med til at skabe ProBanes unikke identitet.
Hos ProBane holder vi øje med den seneste udvikling indenfor jernbanebranchen i Denmark og i relevante dele af udlandet. Vores mål er at holde Danmarks jernbaneprofessionelle opdaterede med de vigtigste nyheder, mens de sker, at skabe dialog om de vigtigste emner, og at blive inspiration for en positiv fremtid på de danske skinner.
Vi ser på os selv som et filter, der samler den relevante information fra en mere og mere støjfuld verden, hvor det nu er blevet endnu sværere at finde ud hvor den digitale information kommer fra. Derfor er vores journalisme faktuel og objektiv. Alle vores artikler er skrevet af os selv, fordi vores læsere er andre mennesker - ikke robotter eller algoritmer. Vi vil forsøge at holde de fleste artikler korte, fordi vi værdsætter at få konkret information hurtigt og tydeligt. En gang i mellem vil vi dog komme med længere, uddybende analyser, som forsøger at give svar på - eller viden om - nogle af de vigtigere emner inden for jernbanebranchen.
ProBane er i øjeblikket 100% gratis, men på et tidspunkt vil vi oprette forskellige abonnementsmodeller for at sikre høj kvalitet også i fremtiden.
Vi hos ProBane skriver ikke kun om jernbanen, men for jernbanen. Fordi vi tror, at jernbanen indgår i løsningen på mange af de svære problemstillinger, Danmark står over for lige nu.
Velkommen til, vi glæder os til at begynde vores nye rejse sammen!
Om vores stiftere

Matias Lohmann-Quiñones
Matias er lokomotivfører og ejer af Tognål.dk, har en stor interesse for jernbanen, og er selv glad for at bruge toget på korte og lange ture. Hos ProBane vil han være med til at sikre hurtig og korrekt information om den seneste udvikling inden for jernbaneområdet i Danmark og det nære udland. Håbet er, at påvirke jernbanen i en mere positiv retning for fremtiden.

Lasse Toylsbjerg-Petersen
Han har arbejdet inden for den danske jernbane i over 30 år i mange forskellige stillinger. Siden december 2021 som selvstændig rådgiver indenfor jernbane via firmaet Tolpe Consult. Lasse er med i ProBane, fordi han mener, at den danske jernbane trænger til lidt flere positive nyheder, og inspiration fra det vores naboer gør, der måske også kunne virke i Danmark. Det meste af Lasses konsulentarbejde er belagt med fortrolighed, så der kommer ikke nyheder derfra, før de er offentliggjorte andetsteds.

Konstantin Planinski
Konstantin er en erfaren kommunikatør, grafisk designer og fotograf. Han har tidligere arbejdet som redaktør hos Railcolor News og er skribent for Today’s Railways Europe. Hos ProBane fokuserer han på internationale nyheder, og står for selve hjemmesiden og det grafiske udtryk. Han står også bag OnTrack - Creativity for railways, hvor han blander sin passion for jernbaner med det grafiske i internationelle projekter i transportsektoren.