Denne længe artikel begynder med et overblik over DSB’s første dobbeltdækkervogne, hvordan de moderne vogne blev anskaffet, og til sidst sætter vi fokus på de brugte vogne, der er blevet anskaffet for nylig.
Dobbeltdækkervogne historisk set
Dobbeltdækkertogmateriel er en gammel opfindelse. Det er ligesom med busser og fly logisk, at man forsøger at udnytte det tilgængelige profil med flest mulige siddepladser. Danmark var et af de første lande i verden til at indføre dobbeltdækkervogne, idet vi allerede i 1868 - lige efter tyske Altona-Kieler Eisenbahn blev de første - modtog den første dobbeltdækkervogn. Dobbeltdækkervognene skulle øge kapaciteten i søndagstogene mellem København og Klampenborg, da der ikke var plads på skinnerne til at indføre flere togafgange. De første dobbeltdækkervogne kunne rumme 100 siddende passagerer på trods af en længde på kun 9 meter. Loftshøjden var 160 cm. Da bredden på den nederste etage var hele 12 cm mere end på de "normale" vogne, blev det fastsat, at der kunne sidde 6 personer i vognens bredde mod 5 på de "normale" vogne. Konceptet virkede og frem til 1901 anskaffedes i alt 62 dobbeltdækkervogne efter dette koncept. Da vognene i 1920erne efterhånden var blevet lige umoderne nok, fandt de en niche i transport af feriebørn, der ikke krævede så meget plads. En enkelt vogn af denne generation er bevaret på Danmarks Jernbanemuseum i Odense.
Dobbeltdækkervognenes tilbagevenden hos DSB
Konceptet med dobbeltdækkervogne virkede og har gennem årene spredt sig til stort set hele verden, fordi det nu en gang er en nem måde at øge kapaciteten på. På trods af at DSBs "fem-årsplaner" i 1980erne konsekvent indeholdt dobbeltdækkermateriel - først som vogne, senere som togsæt - og man sammen med Scandia byggede en mock-up af en dansk designet dobbeltdækkervogn, endte man ikke med at få dobbeltdækkermateriel. i 1989-1990 gennemførte man testkørsler med franske dobbeltdækkertog mellem Roskilde og Helsingør og i 1999-2000 indsatte man schweiziske dobbeltdækkervogne i IC-tog mellem København og Fredericia. Inden da havde der sågar været ideer om dobbeltdækkermellemvogne til IC3. Men vi skulle helt frem til 2002, inden DSB igen fik dobbeltdækkervogne.

I 2002 var forsinkelserne på IC4 ikke tydelige, men den planlagte udrangerering af de røde Bn-vogne, der i regionaltrafikken skulle erstattes af de IC3-tog som IC4 ville gøre overflødige, var lidt for optimistisk - Bn-vognene var i dårlig stand, og pendlerne skulle have forbedringer også på kort sigt. Løsningen blev leje af 67 dobbeltdækkervogne, som oprindeligt kun skulle indlejes i perioden 2002 til 2006, hvor man forventede, at IC4 ville være på plads. Senere blev lejen forlænget med i første omgang et år, og senere en længere aftale. Vognene blev oprindelig bestilt hos Bombardier i to serier (42 + 25 vogne), og benævnes internt hos DSB som DD1 hhv. DD2.
IC4-forsinkelser leder til flere dobbletdækkervogne
Da IC4 fortsat lod vente på sig, annoncerede DSB i foråret 2008, at man ville leje 40 ekstra dobbeltdækkervogne. Dette blev senere til 45 vogne, der leveredes i 2009. De 45 vogne blev anskaffet meget hurtigt og med en lejekontrakt på kun 5 år, var lejeprisen høj. Meget høj. Således var Railpools samlede investering mere end tjent hjem på de fem års lejekontrakt, hvor hver vogn i gennemsnit kostede 2,7 mio DKK om året, mens selve købsprisen var omkring de 12 mio DKK pr vogn. Rygter koblede den høje lejepris til den meget korte anskaffelsesproces og forventningen om at Ansaldobreda skulle betale alle omkostninger.

Det vakte naturligvis noget opmærksomhed, at leje af vognene var så dyr. Så da IC4 stadig ikke rigtig så ud til at blive løsningen, blev der i 2012 indgået et bredt forlig i Folketinget. DSB ville få tilført penge til at købe 55 nye dobbeltdækkervogne til erstatning for de 45 lejede vogne fra Railpool, og så lige 10 ekstra vogne. Forliget indeholdt også anskaffelse af 15 nye elektriske togsæt til 200 km/t, der skulle indsættes når den nye bane mellem København og Ringsted forventedes åbnet i 2018.
Resultatet af forliget blev, at DSB endte med at købe de 45 vogne man lejede fra Railpool, og så den ekstra Bk vogn, som Railpool have bestilt hos Bombardier i 2008. Så man endte med 46 brugte dobbeltdækkere i stedet for 55 nye. Den samlede pris for leje og efterfølgende køb af Railpool vognene beløber sig til omkring 27 mio dkk pr vogn, eller langt over det dobbelte af den oprindelige anskaffelsespris. Købet af de 15 elektriske togsæt blev samtidig droppet, og pengene blev i stedet anvendt til at købe de første 67 lejede dobbeltdækkervogne, mens de resterende penge blev reserveret til køb af 12-13 nye el-lokomotiver - disse penge blev dog i sidste ende tilbageleveret af DSB, inden man besluttede sig til at indkøbe de nye Vectronlokomotiver finansieret via lån og kontraktbetaling.

Hermed endte DSB ad omveje og besvær med 113 dobbeltdækkervogne - heraf 25 styrevogne - og 26 Vectron-lokomotiver dedikeret hertil. Imidlertid giver 88 mellemvogne ikke rigtig mulighed for at udnytte togstammerne optimalt, og blandt andet ideer om at indsætte DD3 i trafikken over Øresund er løbet ud i sandet fordi der helt simpelt ikke var vogne nok. I udlandet er de baner, der har bedste performance for dobbeltdækkermateriel kendetegnet ved, at togstammerne har samme størrelse, og vedligeholdes uden at togstammerne adskilles (og typisk mellem myldretiderne). DSB's nye værksted ved Mogenstrup syd for Næstved er indrettet efter disse principper. Men der mangler altså nogle vogne, så dobbeltdækkerstammerne kan få en ensartet størrelse med mindst 5 vogne hver. DSB lod i 2020 dobbeltdækkervognene inspicere af Bombardier, og konklusionen var, at vognene kan holdes i drift til 2040 uden de helt store investeringer ud over den allerede planlagte udskiftning af alle vinduerne.
Køb af brugte dobbeltdækkervogne
DSB har som bekendt igennem længere tid haft mangel på kapacitet. Det skyldes blandt andet forsinkede leverancer af nye tog, de manglende indkøb af 9 dobbeltdækkervogne og 15 togsæt fra de politiske aftaler, men også en stigning i antallet af passagerer. Hurtige løsninger er ikke altid mulige, så kombineret med ideerne om at optimere dobbeltdækkerstammerne og behovet for flere siddepladser, begyndte DSB i 2022 at afsøge markedet for brugte dobbeltdækkervogne, der forholdsvis let ville kunne tilpasses og godkendes i Danmark. Helt konkret Bombardier dobbeltdækkervogne fra "Dosto2003" generationen og fremefter.
Da dobbeltdækkervogne generelt er populære, er antallet af vogne, der er tilgængelige ikke specielt højt. Hvis der ved genudbud af trafikken indsættes nyt togmateriel, flyttes de eksisterende dobbeltdækkere typisk til andre områder, hvor de erstatter ældre materiel. Således er det primært vogne fra den endnu tidligere "Dosto98" generation, der er udbudt til salg og kan ses i hobetal på rangerterrænet på banegården i Mukran på Rügen. De ældre Dosto-generationer kan ofte kun køre 140 km/t, har ikke klimaanlæg og har en i dansk sammenhæng forsimplet software.

Imidlertid er der ind i mellem muligheder for at få nyere vogne, og i december 2021 blev udbuddet for regionaltrafikken mellem München og Hof tildelt DB Regio, så den eksisterende operatør Alex skulle overdrage denne trafik til december 2023. Alex havde til trafikken indlejet 7 Bombardier Dosto2003 vogne fra leasingselskabet Deutsche Leasing. Vognene er bygget af Bombardier i Görlitz i 2009 i umiddelbart forlængelse af de 46 Railpool vogne, der endte hos DSB. DSB slog hurtigt til og 20. oktober 2023 kunne DSB meddele, at man havde købt vognene (uden udbud) til en attraktiv pris, der er så attraktiv, at den stadig er hemmelig den dag i dag.
Ombygning til danske forhold
Vognene blev allerede i december 2023 hentet af DSB, og kørt til parkering i det tyske, mens man skulle finde en leverandør, der kunne tilpasse vognene til DSBs behov. Selvom de er samme byggeserie, er der nemlig forskelle. Blandt andet er passagerinformationssystemet og strømforsyningen anderledes, og vognene skulle derfor have en ombygning, før de kunne sættes i drift. Det udbud vandt Alstom i Hennigsdorf i Berlin, der i forvejen lavede levetidsforlængelser for hundredvis af dobbeltdækkervogne for tyske Metronom. Desværre har projektet trukket ud i lang tid, og blandt andet myndighedsbehandlingen siges at være overraskende kompliceret. En af vognene blev tillige skadet i et rangeruheld i Tyskland før ombygning. Disse syv vogne bliver ommalet i DSB's nye design, og den første har været udstillet på Danmarks Jernbanemuseum over sommeren, men er endnu ikke godkendt til drift. vognene får litra B, og vil internt blive benævnt DD4.

Argumentet for at købe vognene fra Alex var, at de havde lav indstigning, aircondition og samme hastighed som DSB's vogne. DSB vurderede derfor ombygningen af vognene som relativt enkel, da det ikke handlede om vognenes konstruktion, men blot elektronik og indretning. Man argumenterede også imod at købe dobbeltdækkervogne med høj indstigning, da man ville undgå at ombygge dem til lav indstigning. Nye vogne havde for lang leveringstid og ville resultere i for mange forskellige vogntyper i driftsflåden, da Alstom i forbindelse med overtagelsen af Bombardier samtidig valgte ikke at fortsætte med at producere dobbeltdækkervogne af "Dosto-familien" skønt en ny variant var ret langt i designet.
Køb af dobbeltdækkervogne fra CFL
I januar 2026 offentliggjorte DSB købet af ni dobbeltdækkervogne fra CFL, jernbaneselskabet i Luxembourg. Disse vogne har høj indstigning til forskel fra alle andre dobbeltdækkervogne hos DSB. Til gengæld er strømsystemet i Luxembourg kompatibelt med den danske strømforsyning, hvorved man kan undgå at tilpasse vognenes strømforsyning til danske forhold. Ligesom med købet af vogne fra Alex er prisen benævnt som attraktiv, men er heller ikke offentlig tilgængelig.

Vogne med høj indstigning har indgangsdørene placeret i vognens ender over bogierne. Der er derfor et trin man skal op ad for at komme ind i vognen. Vogne med lav indstigning har dørene placeret i underetagen mellem bogierne, og har derfor niveaufri indstigning fra perroner med 550-760 mm højde. Den høje indstigning på dobbeltdækkervogne er dog ikke lige så høj som i IC3. Ved høj indstigning er dørene bredere, og kan i teorien give plads til tre passagerer på samme tid, mens dørene ved lav indstigning med 1.300 mm dørbredde kun giver plads til to passagerer på samme tid. Da vognenderne over bogierne i begge tilfælde rummer plads til trapper og gangareal, er der i en vogn med høj indstigning flere siddepladser end i vogne med lav indstigning. For et tog på fem vogne, hvoraf fire er med høj indstigning, vil der være omkring 80 siddepladser flere, end hvis alle vogne var med lav indstigning.
Vognene fra CFL er ankommet i 2026, og står på værkstedet i København afventende idriftsættelse. Disse vogne hverken ombygges eller omlakeres inden idriftsættelse for at skaffe flere siddepladser hurtigst muligt. Derfor får de heller ikke ny indretning, og kommer således i drift med deres luxembourgske interiør. Da vognene er blandet 1. og 2. klasse vil man derfor kunne se to forskellige indretninger - omend 1. klasse hos CFL ikke er meget anderledes fra 2. klasse hos DSB. Vognene ventes at få litra B men vil internt blive kaldt for DD5.

I forbindelse med indkøbet fra CFL er der også indkøbt to styrevogne udover mellemvognene. Disse styrevogne vil ikke blive ombygget til brug i Danmark, men vil i stedet donere reservedele til de eksisterende styrevogne, hvor der i rapporten fra 2020 blev identificeret behov for højere lagerbeholdning af specielle komponenter til netop styrevogne. Komponenter som det har vist sig svært at anskaffe.

Med indkøbet af 18 flere dobbeltdækkervogne, hvoraf de 16 kan sættes i drift vil DSB nu kunne opformere alle stammer til at have fem vogne, og dermed omkring 500 siddepladser. Med de moderne Vectron-lokomotiver og indkøbet af flere dobbeltdækkervogne ser det ud til, at DSB - ligesom de fleste andre i Europa - fortsat satser på lokomotivtrukne tog i pendler- og regionaltrafikken på Sjælland.

