Som et tillæg til Finansloven for 2027-2028 har Italien vedtaget, at infrastrukturforvalteren Rete Ferroviaria Italiana (RFI) får bevilget yderligere 5,43 mia Euro i den flerårige rammeaftale, som RFI opererer under. Beløbet spredes ud over de to år, og vil blive udbetalt i rater hvert halve år, i det omfang RFI får gennemført de øremærkede mål bag ekstrabevillingen.
En væsentlig del af beløbet skal bruges som ekstra finansiering af det komplicerede anlæg af en ny jernbane fra Genova til Po-sletten. Den nye jernbane er 53 km lang, dobbeltsporet og 27 km af strækningen er gennem en tunnel. Anlægget af strækningen startede i 2012. En anden væsentlig del er ekstra finansiering til en omfartsbane udenom byen Trento, der ligger syd for Bolzano, hvor formålet er at lede de stigende godstogsmænder fra den kommende Brenner-basistunnel udenom byen. Selve tunnellen under Brennerpasset ventes nu færdig i 2034. Derudover er der penge til etablering af dobbeltspor på dele af strækningerne mellem Napoli og Bari og mellem Messina og Catania. Endelig er der 1,57 mia Euro øremærket til øget vedligeholdelse af jernbanen - også selv om italien er et af de lande, der har det mindste efterslæb på vedligeholdelsen af jernbanen i Europa. En pulje til "forøgelse af sikkerheden" vurderes delvist kanaliseret ind i ERTMS projekter.
Italien er et af de lande i Europa, hvor levetiden for spor er højest. Tidligere analyser har peget på op til 33% længere levetid end i Danmark, primært båret af en tidligere indsats overfor små fejl. Der er således markant flere maskiner til de forskellige typer af sporvedligeholdelse i Italien end i Danmark, og den italienske stat har da også forskellige programmer til at finansiere de gule maskiner. Omvendt har man ikke rigtig programmer for tilskud til lokomotiver til at trække entreprenørernes maskiner, og man kan derfor stadig møde gamle diesellokomotiver fra Lemvigbanen, DSB og de norske statsbaner på sidesporene i Italien.

