Den nye Storstrømsbro blev officielt indviet den 6. juni i år efter at have været åben for biltrafikken tidligere i år. Arbejdet med jernbanedelen var nemlig ikke helt færdigt. Den oprindelige tidsplan for åbning for jernbanetrafik var sat til begyndelsen af 2027, men nu har man meldt en officiel dato ud: 13. december 2026. Dermed kan åbningen for jernbanetrafik nås til køreplansskiftet i december, hvis den stramme tidsplan holder. Den nye bro er bygget til en hastighed på 200 km/t.
Planen er, at åbne et af de to spor for jernbanetrafik først, hvorefter man kan tilslutte det andet spor i løbet af 2027. Men selvom sporene er klar til tog, så er de ikke elektrificerede endnu. Det arbejde udestår, og er blevet forsinket på ubestemt tid grundet store forsinkelser i elektrificeringsprogrammet i Østjylland. Her har man endnu ikke påbegyndt montering af køreledningsmaster inde på Århus H få måneder inden den tidligere udmeldte dato for afslutning af projektet der.
Den gamle Storstrømsbro er fra 1937, men har på trods at et forældet teknisk design holdt indtil nu. Broen er nemlig bygget med såkaldt "svæve fag", der hviler på andre brofag, der hviler på bropillerne. Samlingerne mellem disse fag, har haft svært ved at holde, og krævet meget vedligeholdelse. Der har i mange år nu været vægtrestriktioner for tog på broen for at få den til at kunne holde frem til åbningen af den nye bro. Den gamle bro rives ned, når al trafik er flyttet over på den nye bro.

