For nyligt offentliggjorde DSB resultatet af årets udmøntning af puljen til tryggere og mere attraktive stationer. Nu udmøntes 120 millioner kroner fra puljen til forbedringer af tilgængelighed, som blev oprettet i 2021 med 650 millioner kroner af forligskredsen bag infrastrukturplan 2035.
I 2026 modtager otte stationer samlet set 120 millioner kroner. Projekterne skal alle gøre stationerne mere tilgængelige med f.eks. elevatorer.
- Hedehusene Station – etablering af elevator, 15,1 millioner kroner
- Rødekro Station – etablering af elevator, 17,6 millioner kroner
- Ejby Station – etablering af gangbro med elevator, 41,7 millioner kroner
- Padborg Station – etablering af elevatorer, 25,7 millioner kroner
- Ikast Station – hindringsfri sporovergange, 4,6 millioner kroner
- Jyderup Station - hindringsfri sporovergange, 4,5 millioner kroner
- Mørkøv Station - hindringsfri sporovergange, 5,3 millioner kroner
- Herfølge Station - hindringsfri sporovergange, 4,6 millioner kroner
BaneDanmark administrerer puljen, og står også for at undersøge, hvilke stationer, der kan indstilles til puljemidler. Forligskredsen kan dog også selv igangsætte undersøgelser af, hvilke projekter, der kan indstilles til puljemidler.
Hvad er en hindringsfro sporovergang?
Hindringsfrie sporovergange dækker normalt over etablering af en perronovergang med tilhørende ramper, således at man kan skifte perron uden at bruge trapper eller elevator. Dette er senest etableret på Kvissel station, der samtidig fik ændret perronhøjden til standarden på 550 mm over skinneroverkant. Men det er ikke nødvendigvis et vilkår, at perronerne også hæves ved denne type arbejder, og en del af stationerne i årets udmøntning beholder deres lave perronhøjde. Det giver derfor ikke nødvendigvis niveaufri indstigning med en etablering af en hindringsfri sporovergang.
Selvom standarden for perronhøjder i Danmark har været 550 mm i mange årtier, så er man stadig ikke i mål. Faktisk er kun 49% af perronerne på Fjernbanen med 550 mm højde tilpasset niveaufri adgang til moderne tog med lavgulv. 7 perroner (spor 1,2,7 og 8 på København H, spor 3 i Ringsted, spor 1 i Næstved og spor 13 i Helsingør) er på 720 mm perronhøjde, mens spor 6 i Kalundborg har rekorden med 920 mm perronhøjde (efter sigende et levn fra datidens postekspedition). 256 perroner i Danmark er lavere end 550 mm med hele 176 perroner på 260 mm. Så der er lang vej endnu... Tallene kan genfindes i Banedanmarks Netredegørelse for 2027, hvor også perronlængderne er angivet.

