InnoTrans: Nox lancerer en ny nattogsrute

af Matias Lohmann-Quiñones | sep 29, 2026 | Internationalt

Nox er et nystartet transportselskab, som har for mål at revolutionere nattogstrafikken i Europa. Ideen hos Nox er at give de rejsende privatliv med private kupeer med en eller to sengepladser. Designet af kupeerne inkluderer senge over mellemgangen for at udnytte pladsen optimalt, samtidigt med at gøre sengene længere for højere komfort.

Nox blev grundlagt i 2025 af Thibault Constant og Janek Smalla. Thibault er en rejse-youtuber, der lever at af filme sine rejser og anmelde dem på YouTube. Janek Smalla var medgrundlægger af FlixTrain og har derfor allerede erfaring med jernbane-startups. I begyndelsen af 2026 sluttede Artur Hasselbach til Nox, hans baggrund er fintech og mobilitetsbranchen.

Den 23. marts 2027 lancerer Nox deres første nattogsrute mellem Hamborg og Munchen. I begyndelsen køres der tre gange om ugen, men de forventer at øge til daglige nattog i løbet af forår/sommer 2027, når de har fået ombygget flere vogne til Nox. Vognene er ex-DB Bpmz 294 mens trækkraften leveres af TRI Train Rental GmbH.

Som bekendt er der ikke noget, der går stærkt i jernbanebranchen. Planen med private kupeer er ikke klar førend i 2029, men det afskrækker ikke Nox. Til InnoTrans i 2026 annoncerede de deres premiere til marts 2027. Ikke med private kupeer, men med liggestole som man kender fra business class på fly. En lænestol, der kan konverteres til en to meter lang seng adskilt fra resten af vognen med en halvanden meter høj skillevæg.

Ved ankomst kan man benytte sig af Nox' samarbejdspartnere ved destinationen for at gøre ankomsten smidig. Man kan træne og tage bad i et træningscenter, få plads i et co-workingspace eller få tidlig indtjekning på hoteller. Det hele kan bookes på deres hjemmeside i samme bookingproces.

Se interiøret (galleri)

Vognen, der blev præsenteret på InnoTrans var en af de nævnte ex-DB Bpmz 294, men den var kun delvist ombygget. Interiøret i sovekabinerne er fremstillet i Kina. Samtidig er en stor del af de originale dele, såsom bagagehylderne, bevaret. Dette vil fremme certificeringsprocessen for de fem vogne, som Nox tager i brug ved opstarten af sin drift.

Matias Lohmann-Quiñones

Matias Lohmann-Quiñones

Matias er lokomotivfører og ejer af Tognål.dk, har en stor interesse for jernbanen. Hos ProBane vil han skrive om den seneste udvikling inden for jernbaneområdet i Danmark og det nære udland. Håbet er, at påvirke jernbanen i en mere positiv retning for fremtiden.

Share This