På InnoTrans var der flere nattogskoncepter udstillet, f.eks. Nox, som lancerede en ny rute. Luna Rail er en anden aktør, som forsøger at opnå gennembrud på markedet for nattogsmateriel ved at udvikle private solokabiner i ombyggede vogne. Designet prøver at få endnu flere passagerer ind i en nattogsvogn uden at gå på kompromis med komforten.

Ifølge Luna Rail er størstedelen af markedet for nattogsrejsende solorejsende, og med deres to koncepter forsøger de at ramme den del af markedet:
- HotelPod er en lille kupe til 1-3 passagerer. Layoutet består af en midtergang med kupeer i siderne. Hver kupe er kun stor nok til en siddeplads og bagageopbevaring. Luna Rails innovation består i at fodenden af sengen ligger under midtergangen. Hver vogn får plads til 35 af disse kupeer.
- SeatPod er en lille kupe til en enkelt passagerer indrettet omkring et sæde, der kan lægges ned som en seng - lidt ligesom lie-flat-sæder i business class i fly. Luna Rail stabler to af disse kupeer oven på hinanden for at få plads til 65 kupeer i en vogn.
På InnoTrans udstillede de et koncept af deres to forskellige kabiner. Man kunne prøve at sidde og ligge i de forskellige konfigurationer. Man kunne godt mærke, det var et koncept, og at det ikke var det færdige produkt, da det hele føltes ret skrøbeligt.


Målet med Luna Rail er at få samlet tilstrækkeligt med investeringskapital for at kunne få godkendt deres vogne. De regner herefter med at kunne sælge til forskellige nattogsoperatører i Europa, da Luna Rails vogne kan have højere kapacitet end eksisterende sovevogne med tilsvarende komfortniveau.
Den udstillede vogn på InnoTrans var af typen Bimdz, der er også findes som godkendt til kørsel i Danmark. Man har derfor allerede nu et forspring, hvis man ønsker at godkende en ombygget version af Bimdz til Danmark senere hen. Luna Rails ønske i fremtiden er dog at få bygget helt egne vognkasser med større højde for også at kunne stable HotelPods oven på hinanden.
Luna Rail samarbejder iøvrigt med tyske RDC, der allerede i dag kører nattog mellem Tyskland og Sverige med stop i Danmark.

