Fredag den 1. maj 2026 indviede DSB, DB og České Dráhy (ČD) den nye direkte forbindelse København – Berlin – Prag. Denne forbindelse køres med nye ComfortJet-vogne ejet af ČD og bygget af Siemens. Det er frugten af et tæt samarbejde mellem de tre aktører gennem de seneste par år.
Denne nye forbindelse er en del af Europakommissionens liste af ti nye forbindelse på tværs af grænser, som de har sat fokus på for at forbedre grænseoverskridende integration. Disse forbindelser er udvalgt på baggrund af nytænkning, som f.eks. koordinering af køreplaner på tværs af grænser eller udvikling og indsættelse af materiel, der er udviklet til at kunne køre i mange forskellige lande. EU-kommissionen hjælper disse ti fokus-forbindelser med vejledning og støtte til at tolke og følge EU-regler samt facilitering af kommunikation på tværs af grænser. Andre operatører på samme fokusstrækning inkluderer Snälltåget og SJ
Dette markerer indsættelsen af Siemens’ Vectouro-vogne i Danmark. Togsættet består af ni vogne, heraf en restaurantvogn, en handicaptilpasset vogn med lift og en styrevogn. Styrevognen er udstyret med DK-STM for at kunne køre i Danmark, men er endnu ikke godkendt til at køre selv. Derfor skiftes der lokomotiv i Hamborg Altona fra en DSB-Vectron til en tjekkisk Vectron. På sigt er det planen, at toget skal køres med den tjekkiske Vectron hele vejen fra København til Prag og anvende styrevognen i den modsatte retning.
I begyndelsen køres der med ComfortJet en daglig afgang hele vejen og en afgang kun København – Hamborg. Det skyldes et sporarbejde i Tyskland, der ikke er færdig til tiden. Fra juni af kører begge afgange hele vejen til Prag, og i højsæsonen om sommeren tillige en afgang om natten. Toget medfører restaurantvogn hele vejen til København.
Dette er første gang i 12 år, at der kører direkte tog mellem København og Prag, hvilket var nattoget Orion, som havde gennemgående vogne til Prag. Senest der var dagtog fra Danmark til Prag, var i 2007 med tjekkiske vogne til Århus.







