Tyske RDC, der udover nattog til og fra Tyskland (herunder nattog gennem Danmark) også driver en stigende godstrafik i det tyske samt Autozug Sylt-biltoget fra Niebüll til Westerland, har skrevet kontrakt med Siemens om levering af to nye Vectron X Dual Mode-hybridlokomotiver (el + diesel). De to nye maskiner leveres allerede til sommeren 2027, og skal i første omgang indsættes i Autozug Sylt-togene, så anvendelsen af de ældre DE 2700-diesellokomotiver kan reduceres. Størstedelen af biltogene bliver i forvejen kørt af RDC's to Siemens Vectron DE-diesellokomotiver (dem nåede Siemens at bygge ni af, inden de overgik til hybridlokomotiver i stedet.)
Vectron Dual Mode X leveres umiddelbart med en større landepakke end bare Tyskland, men ikke umiddelbart Danmark. Dog kan maskinerne formelt set også køre på 25 kV. Selv om de nye lokomotiver primært skal køre fra Niebüll, så bruger RDC generelt sine lokomotiver, hvor der er behov, og det er bestemt ikke umuligt, at de nye maskiner også kommer til at trække RDC's nattog til og fra Padborg på tysk side - særligt i tilfælde af omkørsler, hvor der ikke er kørestrøm.
Hvad der skal ske med RDC's tre DE2700 lokomotiver, er der ikke noget nyt om. Maskinerne blev oprindeligt bygget af Siemens i Kiel i en serie på 12 lokomotiver til de norske statsbaner som litra Di6 i 1995/96. Dengang ejede Siemens de tidligere MaK fabrikker i Kiel, der nu er ejet af CRRC og går under navnet Vossloh. Di6 blev ikke en succes, og maskinerne kom retur til Tyskland - i øvrigt efter en større ombygning hos DSB på Otto Busses Vej. I det tyske har maskinerne været lejet ud til skiftende operatører, men de senere år har afsløret store problemer med at skaffe reservedele. Et lokomotiv er allerede kannibaliseret for at indhente stumper, mens revisioner af de øvrige tager meget lang tid, fordi enkelte komponenter skal repareres da de ikke kan erstattes. Den tyske afdeling af Hector Rail har for eksempel sat alle deres fire lokomotiver af typen til salg i år.

