Efter introduktionen af Vectron B18 el-lokomotiv som styrevogn med et leaset lokomotiv fra Akiem, har Viking-Rail udskiftet Akiem-maskinen med en tilsvarende og spritny Vectron B18 fra leasingselskabet Railpool, nemlig 7193 205.
Vectronen anvendes både som styrevogn på ikke-elektrificerede strækninger med ETCS, som supplement til indlejede diesellokomotiver med ETCS, og som trækkraft for tog under køreledning.
Ofte anvendes Vectron som styrevogn på Mærsk-togene mellem (Taulov)-Fredericia-Aarhus. Når Vectron kører som styrevogn er både Vectron og et af de bagved tilkoblede diesellokomotiver bemandet, og bremsen kan aktiveres fra begge maskiner. Der er kommunikation mellem de to lokomotivførere via radio. For at sikre, at Vectronens ETCS-anlæg virker, skal dette strømforsynes. Det bliver det fra Vectrons egne batterier hertil. For at sikre tilstrækkelig kapacitet på batterierne, kan disse oplades gennem en kabelforbindelse til det medfølgende diesellokomotiv.
Lignende koncept med "onboard udrustet" el-lokomotiv som styrevogn blev anvendt i Sønderjylland i 2015, hvor Traxx-diesellokomotivet 245 004 (TRAXX P160 DEME) skubbede Hector Rails Traxx AC2-ellokomotiver mellem Kolding og Padborg, hvor der var ATC men ikke kørestrøm. Dengang kunne kørslen gennemføres med een lokomotivfører, da Traxx-lokomotiverne kunne multipelkøres fra det til enhver tid forreste førerrum. Tilsvarende kan Vectron også køre med andre Siemenslokomotiver, mens multipelkørsel med ældre diesellokomotiver med GM-motor som Viking-Rails' maskiner principielt kan udvikles, men kræver et større godkendelsesarbejde, der næppe er økonomi i.
På trods af Banedanmarks udmelding om forsinket idriftsættelse af eldrift til Aarhus og Aalborg, vil Viking-Rails' Vectron-flåde blive fordoblet med AKIEMS 7193 082, der leveres med udgangen af uge 33.
Viking-Rail leverer iøvrigt også lokomotivførere til svenske Snälltågets Vectron-trukne passagertog gennem Danmark, og har tidligere haft indlejet Traxx AC2-ellokomotiver fra Beacon Rail på dagsbasis.

