Passagererne vender tilbage til Odense Letbane

af Matias Lohmann-Quiñones | aug 31, 2026 | Operatører

I maj blev Odense Letbane amputeret, da en understøtning til en gangbro over banen ved Nyt OUH blev fjernet uden godkendelse. Det førte til indskrænket drift og endda et par dage helt uden drift. I perioden var der erstatningsbusser på hele strækningen. Den 19. juni kom den nye sikkerhedsgodkendelse af gangbroen og letbanen på plads, og driften kunne genoptages.

Nu viser de seneste passagertal, at passagererne alle er vendt tilbage til Odense Letbane. I juli 2025 havde letbanen 442.000 påstigere, mens der i juli 2026 var 441.000 - altså stort set samme antal. Det skal ses i lyset af et fald i passagerer i maj og juni 2026 på 24%. Odense Letbane havde ellers en vækst i passagerantallet i begyndelsen af året på 5% i forhold til de første fire måneder i 2025.

Odense Letbane er i gang med at etablere anlægsorganisationen for byggeriet af etape 2, som blev vedtaget på baggrund af den store succes med etape 1. Det forventes, at etape 2 tidligst er klar i 2032. Etape 2 inkluderer nye letbanestrækninger fra Korsløkke til Seden, samt Vesterbro - Sukkerkogeriet, hvilket giver mulighed for etablering af nye letbanelinjer fra Sukkerkogeriet til Seden og Seden til Hjallese udover den eksisterende linje L1 fra Hjallese til Tarup Center. Etape 2 inkluderer derfor også anskaffelsen af flere - og formentlig længere - letbanekøretøjer.

Matias Lohmann-Quiñones

Matias Lohmann-Quiñones

Matias er lokomotivfører og ejer af Tognål.dk, har en stor interesse for jernbanen. Hos ProBane vil han skrive om den seneste udvikling inden for jernbaneområdet i Danmark og det nære udland. Håbet er, at påvirke jernbanen i en mere positiv retning for fremtiden.

Share This