Norske Baneservice tager kæmpe sporjusteringsmaskine i brug

af Lasse Toylsbjerg-Petersen | jul 28, 2026 | Infrastruktur, Internationalt

I forsommeren var alle tests og godkendelsesaktiviteter endelig på plads, så Baneservice kunne ibrugtage deres første sporjusteringsmaskine af typen Plasser & Theurer UnimatExpress 09-2X-4x4/4S Dynamic E3. Der er tale om en af de allerstørste sporjusteringsmaskiner, som Plasser&Theurer har i kataloget, og en massiv investering fra Baneservice.

UnimatExpress 09-2X-4x4/4S Dynamic E3 er en sporjusteringsmaskine med hybridtraktion. Maskinen skal primært køre på el, men kan også anvendes, hvor der ikke er køreledning takket være en mindre dieselmotor, der kan køre på miljøbrændslet HVO. Udover selve kørslen på el, arbejder maskine også med den strøm, den trækker ned fra køreledningerne. Det betyder både en reduktion i støj og en reduktion i emissioner - og dermed er maskinen en klar forbedring for både miljø og arbejdsmiljø. Dertil kommer at maskinen kan justere både på strækningsspor (op til to sveller ad gangen og 1.100 meter i timen) og i sporskifter. Maskinen har desuden en stabilisator med (deraf navnet "Dynamic"), så sporet kan ibrugtages til fuld hastighed, så snart maskinen har været igennem. Maskinen er væsentlig større, mere miljørigtig og mere effektiv, end de maskiner, vi anvender i Danmark (men den er heller ikke helt billig). Maskinen blev fremvist første gang til iaf2025 messen i Münster, Tyskland i foråret 2025, og er siden transporteret til Norge via jernbanefærgen Rostock -Trelleborg.

Maskintypen er i stand til at modtage og levere store mængder data. I princippet kan maskinen modtage data direkte fra en målevognskørsel, og anvende disse til at udbedre sporet, hvor det er påkrævet, og give dokumentationen på det udførte arbejde med de nye værdier for sporet tilbage igen. Det er dog uklart, hvorvidt Baneservice vil udnytte alle de digitale muligheder fra start.

Den 65 meter lange maskinen er første maskine af en samlet ordre fra Baneservice på tre maskiner: To UnimatExpress 09-2X-4x4/4S E3 og en ballastregulator.

Hvad er sporjustering egentlig for noget?

Som det kan ses andre steder på ProBanes sider, investerer man i Norge og Sverige i nye sporjusteringsmaskiner. Sporjustering er nødvendig for at sikre, at sporet altid ligger så perfekt så muligt, så selve sliddet på både tog og skinner reduceres. "Perfekt" er i denne sammenhæng nogle grænseværdier ud fra infrastrukturforvalterens ambitionsniveau. En lille fejl i placeringen af sporet kan koste rigtig mange penge. Sporjustering er derfor en god forretning, og planlægges ofte i god tid. I flere tilfælde består en "sporjustering" af tre specielle arbejdsgange: Selve sporjusteringen / "sporstopningen", der justerer sporet og stopper skærverne under svellerne, så sporet ligger perfekt. Dernæst en ballastregulator/ "ballastplov", der sikrer, at skærverne ligger rigtigt omkring sporet, så der hverken er for mange eller for få, og at der ikke ligger løse skærver, der kan slynges op ved togpassage. Til sidst kan en "stabilisator" følge. Når sporet er justeret, vil der ofte være en hastighedsnedsættelse indtil et vist antal tons (tog) har passeret stedet, så man er sikker på, at det hele også ligger korrekt - de.såkaldte ækvivalente bruttotons (eGT), typisk 75-100.000 af slagsen, omend det ofte diskuteres, hvornår "nok er nok". En stabilisator trykker så hårdt og hurtigt på sporet, at man opnår samme effekt som de påkrævede antal togpassager, og dermed kan man sætte hastigheden op til normal hastighed med det samme en stabilisator har været forbi, eller forkorte tiden med hastighedsnedsættelse. Flere sporjusteringsmaskiner (som denne nye til Baneservice) har stabilisatorenhed indbygget, så sporet stabiliseres samtidig med selve justeringen.

Markedet for denne type maskiner er domineret af den østrigske producent "Plasser & Theurer", og de har lavet en fin engelsksproget video af, hvad sporjustering egentlig er.

Lasse Toylsbjerg-Petersen

Lasse Toylsbjerg-Petersen

Ejer af Tolpe Consult, Bestyrelsesmedlem ETA Industries og Dansk Jernbane-Klub. Mere end 30 års erfaring med forbedringsforslag til den danske jernbane. Hos ProBane fokuserer Lasse på nyheder, der kan forbedre jernbanen i Danmark.