Det hollandske forsvarsministerium har købt "snesevis" af brugte ICR-vogne fra de hollandske statsbaner NS. Da de to offentlige instanser er underlagt europæisk udbudslovgivning, har købt været bragt i EU-tidende. Overdragelsen skete 1. juli 2026.
NS satte i januar 24 stk ICR vogne til salg og køberen er nu fundet i det hollandske forsvarsministerium. Det endelige antal vogne, økonomi mm er ikke oplyst. Men det er offentligt kendt, at vognene skal anvendes til projekt "Verwerving gewondentreinen", der handler om transport af sårede, syge og midlertidigt stabiliserede patienter fra "Operationsområdet" til "specialiserede hospitaler". I praksis er der taget udgangspunkt i NATO-scenarier, hvor Hollandske soldater kan være indsat på NATO's østlige flanke, og der vil være behov for at få de sårede evakueret til hollandske hospitaler.
Det hollandske projekt er med vilje baseret på brugte personvogne. Dette både af de rent indlysende årsager omkring leveringstid og kendt teknologi, men også at det faktisk er svært at få nyt persontogsmateriel, der kan anvendes "analogt" - dvs. uden aircondition, strømforsyning, dørstyringssystemer osv.
De hollandske vogne skal indgå i en togkonfiguration, hvor der også indgår specialiserede vogne, der ikke er kendte i øjeblikket, og skal kunne trækkes af et lokomotiv (uanset traktionsform) så langt mod NATO's østlige flanke som muligt.
Det er naturligvis ikke udmeldt, hvordan eventuelle danske planer for evakuering af sårede i stor skala kan håndteres, men der er ikke umiddelbart togmateriel i Danmark, der er egnet til formålet. Det er derfor interessant at se, hvordan andre NATO-lande griber sagen an - samtidig må der forventes en noget anderledes tilgang til de tunge godkendelsesprocesser i EU, for at få et tog som dette på skinnerne.

