Elektrificeringsprogrammet i Østjylland forsinket

af Matias Lohmann-Quiñones | maj 20, 2026 | Infrastruktur, Transportpolitik

BaneDanmark forventer ikke, at elektrificeringen mellem Fredericia og Ålborg Lufthavn færdiggøres i 2026 som planlagt. I løbet af foråret 2026 var det planen at udføre testkørsler med el-tog på strækningen, men der er stadig flere steder på strækningen, hvor anlægget ikke er færdigt. På broen over Limfjorden er arbejderne endnu ikke påbegyndt. BaneDanmark har kontraheret Epas-konsortiet som entreprenør bestående af Per Aarsleff A/S og Siemens.

Forsinkelsen i programmet har ikke en entydig årsag, men er en kombination af flere årsager. Efter ETCS er blevet udrullet på hele strækningen nord for Fredericia, har entreprenøren haft sværere ved at komme frem med sine arbejdskøretøjer, da køretøjerne ikke har indbygget ETCS. Derfor skal der bruges mere tid på at komme frem til arbejdsstedet. Dermed går der dyrebar arbejdstid til spilde

Udover elektrificeringsprogrammet er der mange andre projekter i gang i øjeblikket. Der er behov for nøje planlægning for at projekterne ikke havner i konflikt med hinanden. Bliver et projekt forsinket, risikerer det at spænde ben for det næste. Signalprogrammet, sporfornyelser, ombygninger og nye baner er alle projekter, der kan komme i vejen for hinanden.

BaneDanmark er ikke tilfreds med entreprenørens design af køreledningsanlægget på Limfjordsbroen, hvilket har udsat arbejdets opstart på broen i over et år. Det fører muligvis til, at strækningen Ålborg – Ålborg Lufthavn ikke åbner sammen med resten af strækningen i Østjylland.

BaneDanmark forventer stadig, at strækningen mellem Fredericia og Ålborg kan åbnes i løbet af sommeren 2027, men det er entreprenøren ikke enig i. Entreprenøren mener først, at strækningen kan åbnes i slutningen af 2027. Lige nu har BaneDanmark og entreprenøren forhandlinger i gang for at aftale en ny tidsplan og en eventuel ekstrabetaling til entreprenøren for at ændre planerne. 

Efter Østjylland flytter programmet til Sjælland, hvor strækningerne Vordingborg – Nykøbing F, Holbæk – Kalundborg og Nykøbing F – Femernforbindelsen i nævnte rækkefølge. Forsinkes Østjylland, vil disse projekter også forsinkes. Tidsplanen for Vejle – Struer er endnu ikke fastlagt.  

Matias Lohmann-Quiñones

Matias Lohmann-Quiñones

Matias er lokomotivfører og ejer af Tognål.dk, har en stor interesse for jernbanen. Hos ProBane vil han skrive om den seneste udvikling inden for jernbaneområdet i Danmark og det nære udland. Håbet er, at påvirke jernbanen i en mere positiv retning for fremtiden.