Efter længere tids forhandlinger om ophævelse af trafikkontrakten og en forsinkelse grundet folketingsvalget, har By-, Land- og Transportministeriet indgået en betinget aftale om at ophøre trafikkontrakten per 1. september 2026. Efter denne dato vil DSB overtage kørslen på strækninger tidligere trafikeret af GoCollective.
GoCollective har meddelt ministeriet, at de har 100 millioner kroner i udgifter, der forfalder den 28. juni, som GoCollective ikke er i stand til at betale. Med aftalen om ophør af trafikkontrakten indgås der aftale om en ekstrabetaling på 60 millioner kroner for at sikre togdriften frem til udgangen af august. Da GoCollective ejer alle togene, bliver de købt af DSB for 479 millioner kroner. Det gælder 43 Lint 41 fra to forskellige byggeserier og 16 Desiro også fra to forskellige byggeserier. Togene er mellem 14 og 24 år gamle. Prisen inkluderer også reservedele og specialværktøj nødvendige for vedligehold af togsættene. DSB overtager i denne forbindelse allerede ni togsæt per 26. juni (seks Lint 41 og tre Desiro).
Med denne betaling tilkendegiver GoCollective, at det er muligt at betale alle kreditorer og dermed undgå en konkurs. GoCollectives ejer Mutares stiller i denne forbindelse en garanti for fortsat solvens af GoCollective.
Aftalen om førtidigt ophør af GoCollectives aftale er betinget af Folketingets Finansudvalgs godkendelse inden slutningen af august med undtagelse af de ni togsæt allerede overtaget af DSB, samt den ekstra kontraktbetaling for opretholdelse af togdriften.
I forbindelse med DSB's overtagelse af GoCollectives togkørsel vil der også være virksomhedsoverdragelse af medarbejdere nødvendige for togdriften, samt dertilhørende IT-systemer nødvendige for planlægning af denne.
GoCollective trafikerer per 2026 følgende strækninger: Tønder - Esbjerg - Varde - Skjern, Varde - Nørre Nebel, Århus - Langå - Struer, Århus - Silkeborg - Skjern, Vejle - Struer og Odense - Svendborg

