Nye køreplaner for batteritogene hos Midtjyske Jernbaner

af Lasse Toylsbjerg-Petersen | jul 22, 2026 | Operatører, Transportpolitik

Med virkning fra den 27. juni 2026 trådte nye køreplaner i kraft hos Midtjyske Jernbaner.

De nye køreplaner er indført for at forbedre integrationen mellem Lemvigbanen og strækningen mellem Holstebro og Skjern. Således hænger de to baner nu bedre sammen. Vemb er knudepunkt for driften, og der er tilstræbt korte overgangstider og flere direkte tog mellem de tre destinationer, der mødes i Vemb. Noget der først er blevet muligt, efter indførelsen af samme togtype på alle strækninger.

– Med de nye batteritog har vi fået en historisk mulighed for at tænke vores drift mere sammen, og det skal naturligvis komme kunderne til gode. Vi har derfor lavet nye køreplaner, som træder i kraft på lørdag, den 27. juni. Vi ser det som et vigtigt skridt mod en mere sammenhængende og attraktiv kollektiv trafik i Vestjylland og med gode forbindelser til det øvrige jernbanenet, fortæller bestyrelsesformand hos Midtjyske Jernbaner Nicolai Estrup.

Med de nye batteritog - der accelerer hurtigere end de gamle tog, har det endvidere været muligt at tilpasse togenes køreplaner bedre til skolernes mødetider og oplandets busser. Forbindelserne videre med tog fra Skjern eller Holstebro er også forbedret. og der er sågar kommet direkte tog mellem Lemvig og Holstebro med tilslutning til København, så der kun er eet skift mellem Lemvig og København.

Stiger du på toget i Lemvig lørdag morgen kl. 6.00, kan du stå på Københavns hovedbanegård kl. 12.00 efter kun at have skiftet tog én gang. Når du gerne vil hjem fra København om søndagen, passer togene, så du kan køre fra København kl. 16.02 og være tilbage i Lemvig kl. 21.26. Vi synes, det er en behagelig måde at rejse på, siger Martha Vrist, adm. direktør i Midtjyske Jernbaner.

De nye køreplaner har været planlagt længe, men man har bevidst ventet med at indføre dem, til alle de nye batteritog var kørt godt ind i driften, så risikoen for at man ikke kan levere på den nye køreplan er minimeret.

Lasse Toylsbjerg-Petersen

Lasse Toylsbjerg-Petersen

Ejer af Tolpe Consult, Bestyrelsesmedlem ETA Industries og Dansk Jernbane-Klub. Mere end 30 års erfaring med forbedringsforslag til den danske jernbane. Hos ProBane fokuserer Lasse på nyheder, der kan forbedre jernbanen i Danmark.