Flixtrain leaser Vectron B18 lokomotiver

af Lasse Toylsbjerg-Petersen | jul 19, 2026 | Internationalt, Operatører, Rullende materiel, Transportpolitik

I forbindelse med DSB’s indkøb af Vectron lokomotiver for år tilbage, blev der også af Siemens udviklet et "korridorlokomotiv" til kørsel fra Østrig gennem Tyskland, Danmark og Sverige til Norge. Lokomotivet har både ETCS og en dansk ZUB123 STM-boks, der "oversætter" de danske ATC-signaler til ETCS så lokomotivet kan køre på strækninger både med det nye signalsystem og strækninger med det gamle system. Denne variant af Vectron går under betegnelsen B18, og har nogle mindre forskelle i forhold til den særlige DSB-Vectron, der går under betegnelsen B37, og som det indtil nu kun er DSB, der har købt.

Siden da har leasingselskaberne Akiem; Alpha Trains, ELL og Railpool anskaffet ret mange af disse B18 maskiner. Der er derfor væsentligt flere maskiner, der kan køre i Danmark, end der er behov for lige nu. Af den grund udlejes de også til operatører, der ikke umiddelbart kommer til Danmark. En af disse er Flixtrain (der ligesom de kendte Flixbus og Greyhound er ejet af firmaet "Flix SE").

B18 Vectron af Flixtrain © Lasse Toylsbjerg-Petersen
B18 Vectron af Flixtrain © Lasse Toylsbjerg-Petersen

Formelt er Flixtrains interesse i B18-maskiner baseret på deres udvidelser af driften i Tyskland (med brugte DB Intercity-vogne og ombyggede tidligere DB InterRegio-vogne) og muligheden for kørsel med 200 km/t. Men det er en interessant udvikling, da Flixtrain har flere offentligt udmeldte ideer om kørsel til Danmark. Den mest kendte offentligt udmeldte, er ruten Leipzig - Berlin - København - Stockholm. Ruten er optaget i EU’s liste over pilotprojekter for internationale passagertog, der skal have hjælp fra EU til at fjerne praktiske og regulatoriske barrierer, så trafikken kan komme i gang (Togene København - Prag er et andet af disse projekter). Flixtrains B18 Vectron er indlejet fra både ELL og Akiem, og flere af maskinerne er folieret i Flixtrain-design. Samtidig er Flixtrains brug af Hector Rails Taurus-lokomotiver ophørt.

Akiem Vectron B18 af Flixtrain © Lasse Toylsbjerg-Petersen
Akiem Vectron B18 af Flixtrain © Lasse Toylsbjerg-Petersen

Sideløbende med dette har Flixtrain bestilt 30 Talgo-togstammer med 35 i option. Talgo-stammerne baseres på de tyske bestillinger, og bliver altså længere end DSBs Talgo-tog, men får en anden indretning. Flixtrain får kun leveret vognene (til forskel fra DB, der får dem leveret sammen med Br 105-lokomotivet), og vil anvende dem sammen med leasede Vectron-lokomotiver. Talgotogene skal leveres godkendte til kørsel i Tyskland, Østrig, Holland, Danmark og Sverige. De nye Flixtrain Talgotog ventes i drift fra 2028.

Selv om Flixtrain formelt har meddelt, at de første 30 nye Talgo tog skal bruges til udvidelser af trafikken i Tyskland, så er Flixtrain kendt for at skifte planer med kort varsel, og i 2028, vil de således råde over både lokomotiver og vogne, der kan køre til, fra, i og gennem Danmark...

Lasse Toylsbjerg-Petersen

Lasse Toylsbjerg-Petersen

Ejer af Tolpe Consult, Bestyrelsesmedlem ETA Industries og Dansk Jernbane-Klub. Mere end 30 års erfaring med forbedringsforslag til den danske jernbane. Hos ProBane fokuserer Lasse på nyheder, der kan forbedre jernbanen i Danmark.