Nærumbanen får prioritet i den nye Region Østdanmark

af Lasse Toylsbjerg-Petersen | sep 14, 2026 | Operatører, Transportpolitik

Fra nytår sammenlægges Region Sjælland og Region Hovedstaden til den nye Region Østdanmark. Det er en del af den politiske aftale fra 2024 om en Sundhedsreform indgået mellem den daværende SVM-regering, Danmarksdemokraterne, SF, Konservative og Radikale Venstre. Med sammenlægningen bliver ansvaret for Lokaltogs strækninger nu samlet i en region. Etableringen af den nye region betyder også, at budgettet for 2027 reelt skal udarbejdes af et forberedende Regionsråd og godkendes af de to regioner. Region Hovedstaden har tidligere indstillet, at der blev reserveret midler til Nærumbanen - herunder projektet med indkøb af en ny togløsning, hvor Lokaltog anskaffer fire nye batteritog med tilhørende ladeinfrastruktur og langvarig reservedelsaftale.

Reservationen af disse midler er nu formelt overført til budgettet for den nye Region Østdanmark, og dermed er den usikkerhed, der måtte være om projektet blevet begravet.

Selve projektet er lavet som et EU-udbud, hvor Lokaltog udbyder en samlet løsning med batteritog og ladeinfrastruktur på samme kontrakt. Batteritog er valgt, fordi fredninger og lokale hensyn gør det umuligt at etablere køreledninger eller anden strømkilde til togene, og fordi markedsdialogen forud for udbuddet klart anbefalede en løsning med batteritog. Lokaltog har tidligere oplyst, at leverandørerne Bozankaya, Končar og Stadler er prækvalificeret. Udbuddet er i gang og en vinder ventes offentliggjort i løbet af efteråret.

De nye tog og ladeinfrastrukturen kommer til at medføre en ekstrabetaling fra Regionen til Lokaltog. Dette skyldes primært, at de nuværende Siemens Regiosprintere i sin tid blev købt kontant efter 70% statslig medfinansiering. En sådan løsning er ikke mulig i denne omgang, og derfor skal indkøbet lånefinansieres.

Lasse Toylsbjerg-Petersen

Lasse Toylsbjerg-Petersen

Ejer af Tolpe Consult, Bestyrelsesmedlem ETA Industries og Dansk Jernbane-Klub. Mere end 30 års erfaring med forbedringsforslag til den danske jernbane. Hos ProBane fokuserer Lasse på nyheder, der kan forbedre jernbanen i Danmark.

Share This