Opdateret: Nye “Finker” til Norge

af Lasse Toylsbjerg-Petersen | sep 2, 2026 | Internationalt

05. september 2026: Selve processen med de nye "Finker" er der, hvor interesserede tilbudsgivere har afgivet deres tilbud, og Norske Tog nu evaluerer disse. Der gives point for pris, kvalitet og miljø. Prisen udgør 40%, mens de to andre kriterier hver udgør 30%. Det er muligt at levere "Finkerne" som rene container-løsninger til eksisterende vogne, men der er en option på at levere "finkerne" som containerløsninger på andre nye/reviderede vogne, så der er tale om en samlet løsning - ligesom der er option for levering af en fjerde "finke". "Finkerne" skal kunne fungere uafhængigt af lokomotivet og være redundante. De ret høje point for miljø kan blandt andet opnås, ved at tilbyde "finken" baseret på en ældre renoveret vogn, ved kraftig støjreduktion og lav forbrug af (bio)brændstof.

Original artikel herunder:

Det norske statsejede materielselskab "Norske Tog" køber ikke blot Stadler Flirt og Alstom Coradia Nordic i disse år. I sommers udløb tilbudsfristen for et udbud på anskaffelse af tre nye "Finker". En Finke er grundlæggende en godsvogn med en generator, der kan levere strøm til belysning og opvarmning af personvogne, hvor strømforbruget til dette enten er for stort til at lokomotivet kan levere strømmen, eller at lokomotivet slet ikke har mulighed for at levere strømmen til vognenes varme- eller klimaanlæg.

I Norge kaldes disse for Finker - et ord der menes at stamme fra "Vinke" som i Hansestædernes tid betød "Fængsel" eller "Arrest". Det knap så pæne navn er formentlig opstået, fordi vognene typisk var ombyggede godsvogne med tremmer for vinduerne, hvor en mand blev sat til at gøre tjeneste alene på rejsen uden mulighed for at gå hen til andre vogne. I dag er de naturligvis ikke betjente længere, men navnet har hængt ved. I Danmark ophørte brugen af kedelvogne til opvarmning af vogne med dampvarme i 1988, hvor de sidste pakvogne med installeret dampvarmekedel blev taget ud af drift på Lollandsbanens skoletog om morgenen.

I Norge og i Sverige findes der imidlertid stadig Finker i brug, og i Norge bliver de så nu udskiftet med helt nye vogne. I første omgang skal vognene over en kort årrække bruges sammen med indlejede Stadler EuroDual-lokomotiver i nat- og dagtogene mellem Trondheim og Bodø. Norske Tog har efter mange forsøg over de seneste ti-femten år opgivet at købe nye diesel- eller hybridlokomotiver til at erstatte de gamle Di4-lokomotiver (der er bygget af Henschel i Tyskland i 1980 inden tyskerne byggede ME-lokomotiver til DSB). Diesellokomotiverne er nødvendige for trafikken mellem Trondheim og Bodø, og siden ulykken i oktober 2024, hvor et Di4 lokomotiv blev totalskadet og lokomotivføreren omkom, har der ikke været lokomotiver nok til at køre fuld trafik på banen.

En løsning blev fundet i efteråret 2025, hvor Norske Tog indgik aftale med operatøren Grenland Rail om at leje fire EuroDual-hybridlokomotiver til trafikken. EuroDual er beregnet til godstog, og kan derfor ikke levere strøm til vognene. Derfor skal man fortsat bruge Finker indtil de nye hybridtogsæt ankommer efter 2031. Samtidig får man med de nye Finker også en løsning til strømforsyning af vogne til beredskabsbrug selv efter levering af de nye hybridtogsæt.

Lasse Toylsbjerg-Petersen

Lasse Toylsbjerg-Petersen

Ejer af Tolpe Consult, Bestyrelsesmedlem ETA Industries og Dansk Jernbane-Klub. Mere end 30 års erfaring med forbedringsforslag til den danske jernbane. Hos ProBane fokuserer Lasse på nyheder, der kan forbedre jernbanen i Danmark.

Share This