European Sleeper er allerede velkendt for sine innovative nattogforbindelser i Europa (Bruxelles - Praha og Paris - Berlin). Men nu er den ambitiøse og dynamiske virksomhed i gang med at planlægge sin første forbindelse til Skandinavien: Et nattog mellem Bruxelles, Amsterdam, København og Malmö.
Målet er at starte forbindelsen i april 2028. European Sleeper og RDC er i øjeblikket i gang med at planlægge køreplanen for toget i samarbejde med de offentlige infrastrukturforvaltere for at have alt på plads inden ansøgningen om køreplanskanaler i april 2027. Lige nu er planen at have afgang fra Malmö og Bruxelles omkring kl. 19:00 og ankomst til slutdestinationen omkring kl. 10:00 næste morgen. Ifølge European Sleeper lukker det nye nattog et stort hul i markedet for rejser mellem Vesteuropa og Skandinavien. Når forbindelsen mellem Malmö og Skandinavien bliver en realitet, vil det være nemt at rejse til destinationer som London, Paris, Stockholm og Oslo med kun ét skift.

For at opnå det vil European Sleeper samarbejde med den tyske operatør og materieludlejer RDC, som tidligere har været kendt i Skandinavien for udlejning af sine vogne til SJs nattog og for nattog fra Nordtyskland mod Syd, ligesom deres blå BR 120 ellokomotiver tit ses i Padborg. RDC overtager 1. september SJ's nattogsrute mellem Stockholm og Berlin, efter den svenske regering lukkede for støtten til SJ for denne forbindelse, som RDC nu vil drive som "fri trafik". Som operatør i Danmark og Sverige er SJ hyret som underleverandør, mens trækkraften bliver Railpool Vectron hyret af RDC.
European Sleeper ligger dog ikke stille indtil 2028; de skal til at åbne en ny forbindelse mellem Bruxelles og Milano den 9. september. Dette nattog vil forbinde Benelux, Schweiz og Norditalien. Der arbejdes også med den kommende Bruxelles-Barcelona-forbindelse, der ligeledes forventes i 2028.

